Ildsjæl bag århusiansk bredbåndssatsning
Energiselskabet NRGi og Dansk Bredbånd åbner i dag op for deres første fælles bredbåndsprojekt i Århus. Bag beslutningen om at påbegynde et storstilet bredbåndsprojekt står i høj grad én mands ihærdige indsats.
Dagen i dag markerer en milepæl hos både energiselskabet NRGi, Dansk Bredbånd og beboerne i bydelen Trøjborg i Århus nord. I dag er den officielle lancering af NRGi Bredbånd og Dansk Bredbånd's første fælles kunde. Og den første kunde er ikke bare en tilfældig århusianer.
- Martin Gravgaard har om nogen været den person, der har været med til at sikre etableringen af det første område, hvor NRGi Bredbånd sammen med vores samarbejdspartner Dansk Bredbånd udbyder en 100 Mbit bredbånds-motorvej, siger Søren Sørensen, direktør i NRGi.
Martin Gravgaard, der sidder i bestyrelsen i sin andelsboligforening på Trøjborg, var ikke et sekund i tvivl om, at han ville overtale de andre i foreningen til at sige ja tak, da NRGis infomateriale om fiberbredbånd dumpede ind af brevsprækken i sommeren sidste år.
- Vi kunne få bredbånd, der var 100 gange så hurtigt som almindelig ADSL, men til samme pris. Så der var ingen grund til at betænke sig. Heller ikke selvom NRGi's produkt var helt nyt og uprøvet, siger Martin Gravgaard.
På et bestyrelsesmøde foreslog han derfor, at boligforeningen, som de første i området, gik over til NRGi Bredbånd.
- Det betød selvfølgelig, at vi skulle vente et halvt års tid på at komme online, netop fordi det er en helt ny bredbåndsløsning, der først skulle etableres. Men det var ventetiden værd. Jeg har i hvert fald aldrig surfet så hurtigt på nettet før, siger Martin Gravgaard, der særligt nyder den ultrahurtige forbindelse, når han dyrker sin interesse som amatørfotograf.
Tunge digitale fotos up- og downloades uden de mindste problemer med NRGi Bredbånd, ikke mindst takket være Dansk Bredbånd, der leverer teknikken og indholdet i fiberforbindelsen.
- Hvor de fleste hjemmesider tidligere bare var tekst og kode, kommer der i dag flere og flere flotte grafiske hjemmesider med lyd, billeder og video. Det stiller krav til netforbindelsen, og de krav vil vi gerne imødekomme med vores fiberbredbånd. Og i takt med udviklingen forventer vi, at fiberforbindelsen vil give Trøjborgs beboere mange nye og spændende muligheder de kommende år - ikke mindst på TV-siden, siger Dansk Bredbånds administrerende direktør, Kim Sonne.
Men samarbejdet mellem NRGi og Dansk Bredbånd stopper ikke med etableringen af bredbånd på Trøjborg.
- Vi er glade for samarbejdet og forventer, at vi sammen kan tilbyde bredbånd til det meste af NRGi's forsyningsområde i løbet af de kommende år, siger Søren Sørensen, NRGi.
21.1.2006/CV
Yderligere information:
|
Dansk Bredbånd
PR-chef Christiane Vejlø
Tlf.: 31 70 58 00
E-mail: cv@dbnet.dk
|
NRGi Bredbånd
Direktør Søren Sørensen
Tlf.: 87 39 04 04
E-mail: ss@nrgi.dk |
Dansk Bredbånd
Direktør Kim Sonne
Tlf.: 33 38 58 00
E-mail: kts@dbnet.dk
|