Bredbåndsaktiviteterne i DB og SEAS-NVE lægges sammen

Bestyrelserne for SEAS-NVE A.m.b.A. og Dansk Bredbånd a/s godkendte ved bestyrelsesmøder i dag en sammenlægning af bredbåndsaktiviteterne i de to selskaber.

Ved sammenlægningen bliver SEAS-NVE A.m.b.A. aktionær i Dansk Bredbånd a/s, og SEAS-NVE's bredbåndsselskab SEAS-NVE Bredbånd A/S bliver et datterselskab i Dansk Bredbånd koncernen.

Med sammenlægningen er energibranchen og Dansk Bredbånd kommet endnu tættere på hinanden, og begge selskaber håber, at sammenlægningen vil fremme energiselskabernes udrulning af det fremtidssikrede fibernetværk i hele landet. På indholdssiden vil Dansk Bredbånd a/s levere 10/10 Mbit/s internet, IP-telefoni, IP-TV, Video-on-Demand og andre bredbåndstjenester til kunder landet over.

Adm. direktør i SEAS-NVE Jesper Hjulmand udtaler: "Sammenlægningen af de to selskaber og vores indtræden som aktionær i Dansk Bredbånd understøtter i høj grad vores vision på bredbåndsområdet, om at drive og etablere bredbåndsnet og sikre indholdsdelen. Dansk Bredbånd samarbejder i forvejen med en række energiselskaber, og det er derfor oplagt at samle og styrke udviklingen af bredbåndsprodukter til energiselskabernes fibernetværk. Det vil både vores nuværende og fremtidige kunder få glæde af."

Adm. direktør i Dansk Bredbånd Kim Sonne udtaler: "Vores vision om at kunne tilbyde kunderne hos en lang række energiselskaber et stærkt og bredt produktsortiment har i dag fået et ekstra løft. Den viden og erfaring, der er bygget op i SEAS-NVE Bredbånd, supplerer i høj grad den, der er i Dansk Bredbånd. Samlet står vi nu meget stærkt på det danske bredbåndsmarked, og for energiselskabernes kunder betyder det adgang til en fremtidssikret, digital infrastruktur samt billige, brugbare og relevante digitale tjenester. Med SEAS-NVE i ejerkredsen får vi endnu en stærk og visionær aktionær til at understøtte de kommende års vækstplaner." 

Onsdag den 16. marts 2005

Pressemeddelelse i pdf.format


Yderligere Information:

SEAS-NVE: Teknisk direktør Torben Glar Nielsen, tlf. 70 29 24 24 eller pressekontakt Mette T. Christensen, tlf. 70 29 25 94.

Dansk Bredbånd: Adm. direktør Kim Sonne eller PR-chef Christiane Vejlø, tlf. 61 61 05 91

SEAS-NVE er Danmarks største kundeejede energiselskab med 380.000 kunder i forsyningsområdet, som dækker Syd- og Vestsjælland samt Lolland, Falster og Møn. Med netvirksomheden som kerne og baseret på et samfundsmæssigt ansvar er det SEAS-NVE's mission at levere energi-, tele- og netydelser efter forretningsmæssige principper. SEAS-NVE har aktivt ejerskab til hele værdikæden fra produktion til forbruger. SEAS-NVE vil fastholde og udbygge positionen som Danmarks største og mest værdiskabende kundeejede energiselskab.

 

 


 

 

 

 

© Copyright 2007 Dansk Bredbånd. All rights reserved.Brugerbetingelser for www.dbnet.dk