Samarbejde med Korsør Forsyning
Korsør Forsyning har valgt Dansk Bredbånd a/s som samarbejdspartner, når der skal leveres lynhurtigt bredbånd og bredbåndstjenester til selskabets kunder. Korsør Forsyning dækker et område på 9.000 kunder.
Det bliver Korsør Forsyning, som etablerer og driver infrastrukturen, mens Dansk Bredbånd leverer de produkter, der kommer til at løbe gennem fiberen. Det drejer sig om produkter som Internet, IP-telefoni og Video on Demand.
Dansk Bredbånd samarbejder i forvejen med en række forsyningsselskaber. "Det er fremsynet, at elselskaber over hele landet etablerer fiberforbindelser, og vi er glade for, at så mange vælger at lade Dansk Bredbånd levere produkterne og servicere kunderne", siger administrerende direktør i Dansk Bredbånd Kim Sonne.
Korsør Forsyning ser aftalen med Dansk Bredbånd som et skridt ind i et nyt men meget relevant marked. "Bredbånd er fremtidens forsyningsart. Lige nu tager vi el, vand og varme for givet i enhver bolig. Det samme vil gælde bredbånd i fremtiden", siger bestyrelsesformand og borgmester i Korsør Flemming Erichsen. "For et område som Korsør betyder det lynhurtige og fremtidssikrede lysledernet, at flere vil få glæde af hjemmearbejdspladser og mange driftige unge mennesker og børnefamilier derfor også vil finde det attraktivt at slå sig ned i kommunen".
I første omgang gives bredbåndstilbudet til 200 kunder i Korsørs Stadion-kvarter. Efter pilotprojektet agter forsyningsselskabet at forsætte med udrulningen af fibertil endnu flere kunder. Flemming Eriksen påpeger, at fiberen ikke kun vil blive brugt til hurtige internetforbindelser men også til styring af forsyningsselskabets anlæg, vandværk og varmeværk.
Kunderne får via Korsør Forsyning og Dansk Bredbånds samarbejde bedre teknologiske muligheder og lavere priser. Høj båndbredde til hver enkelt husstand (10/10 M/bits), gratis telefoniabonnement (IP), lav pris (395 kr. om måneden), TV-pakker og online biograf (VOD). Alt sammen gennem ét fibernetværk, som sikrer, at kunderne ikke skal have flere penge op af lommen for at holde sig teknologisk opdateret mange år ind i fremtiden.
København 10. marts 2005
Pressemeddelelse i pdf.format
Yderligere information:
Korsør Forsyning:
Bestyrelsesformand og Borgmester Flemming Erichsen tlf. 88 51 90 00
Driftschef Henrik Olsen tlf. 58 36 25 00
Dansk Bredbånd:
Administrerende direktør Kim Sonne Tlf. 33 38 58 00
PR Chef Christiane Vejlø Tlf. 61 61 05 91
|